Site icon RejsRejsRejs

Hoteller i Tatra-bjergene, Slovakiet: 5 fantastiske steder du skal overnatte

Hoteller i Tatra-bjergene, Slovakiet: 5 fantastiske steder du skal overnatte er skrevet af Jacob Jørgensen

Der er hoteller, og så er der hoteller i Tatra

Der er hoteller, man bare sover på, og så er der hoteller, som i den grad sætter prikken over i’et på rejsen.

Her er redaktionens bud på 5 fantastiske hoteller i de høje Tatra-bjerge i Slovakiet, lige syd for Krakow og Zakopane i Polen. Tatra-bjergene er et område, der er kendt for sin smukke natur, kurbade og mange muligheder for at være aktiv på rejsen.

Vi har besøgt dem allesammen og de er meget forskellige de 5 hoteller i Tatra-bjergene.

Nogle er luksus, og andre er mere enkle. Nogle er traditionelle og andre mere moderne. Nogle ligger i bjergene og andre på kanten. Men de har en ting til fælles: De er allesammen steder, hvor man har lyst til at være. Og komme tilbage til.

Hotel i nationalparken i Tatra: Villa Siesta

Villa Siesta ligger inde i selve nationalparken i den hyggelige landsby Vysoke Tatry, som er udgangspunktet for flere kabelbaner og vandreruter. Du bor med andre ord lige midt i den smukke natur. RejsRejsRejs har også sendt flere vindere hertil i vores rejsekonkurrencer, og vi har fået rigtig god feedback fra de heldige vindere.

Villa Siesta er et enkelt og familiedrevet hotel med en endog meget venlig værtinde i Katarina Daniskova. Der er en fin wellness-afdeling under hotellet med flere forskellige slags saunaer til fri brug og naturligvis alskens behandlinger.

Værelserne passer til omgivelserne: Der er træ, træ og træ! Alt sammen i ret enkel stil og til en rigtig god pris. Der er både almindelige værelser og et par lejligheder til familieturen, men husk at booke tidligt, for det er et populært hotel.

Hotel Villa Siesta er vurderet til 8,4/10 af brugerne.

Du kan se mere om hotellet og booke en overnatning her.

Hotel Lomnica

Tatra-bjergene har været en turistdestination i mere end 150 år, og derfor kan man finde flere klassiske hoteller, hvor luksus og stil møder naturen.

Hotel Lomnica åbnede i 1894 og er for ganske nylig blevet totalrenoveret med respekt for det gamle hus. Det er der kommet et meget smukt hotel ud af.

Hotel Lomnica har både værelser og lejligheder, og du kan vælge mere klassisk eller moderne stil. Hotellet har også eget galleri, herrestue med lædermøbler og tilpas mange sjove hjørner. Nå ja, og så har de også et brag af en restaurant, hvor man eksperimenterer med moderne kogekunst.

Hotel Lomnica i landsbyen Tatranská Lomnica bliver vurderet til 9,4/10 af brugerne.

Se mere om Hotel Lomnica i Tatra-bjergene i Slovakiet her

Grand Hotel Kempinski High Tatra

Kempinski-kæden overtog for nylig et af de andre oprindelige rigmandshoteller, og efter en omfattende renovering er hotellet et af perlerne i Tatra-området.

Hvor Hotel Lomnica er luksus på den lidt finurlige måde, er Kempinski et klassisk 5-stjernet hotel med fokus på det æstetiske.

Hotel Kempinski er imponerende, og hvis du ikke vil bo her, kan du alligevel købe dig adgang til hotellets spa-område med den vilde udsigt.

Hotellet har hele 98 værelser og en luksusrestaurant med tykke tæpper og dygtige sommelierer.

Grand Hotel Kempinski bliver vurderet til 9,4/10 af brugerne.

Du kan se flere billeder og booke en overnatning på hotellet lige her.

Hotel International Velka Lomnica

Hotel International i Velka Lomnica er en helt anden type hotel end de klassiske. Det er et moderne hotel, der ligger på sletten ved bjergets fod og er derfor et godt udgangspunkt for udflugter til hele området.

Her er der fokus på golf, og så er der et kæmpe spa-område, som du kan bruge timer i. En lille fin detalje er, at du kan svømme fra den indendørs pool til en lille opvarmet pool uden for, og med udsigt til bjergene kan du fylde lungerne med den friske bjergluft.

Der er en fænomenal udsigt til de smukke bjerge fra restauranten og terrasserne, så du kan få en “Cake with a view” – eller en stor fadøl til meget rimelig pris, hvis det skulle være.

Værelserne er nydelige på den fredelige facon, og der er en del af dem, så du kan godt være heldig at få et værelse lige op til afrejse.

Hotel International bliver vurderet til 9,2/10 af brugerne.

Du kan se flere billeder og booke en overnatning på hotellet her

Det sidste af de bedste hoteller i Tatra: Liptovsky Dvor

Rosinen i pølseenden er et superhyggeligt hotel med traditionelle og flotte hytter. Det ligger – naturligvis – i smukke omgivelser.

Temaet her er træ og sten; luksus på den hyggelige måde. Der er selvfølgelig et lille spa, som der er de fleste steder i regionen.

Liptovsky Dvor er et familiedrevet hotel, hvor der bliver taget hånd om alt på en smilende og effektiv facon. Det føles simpelthen rart at være her.

Hotellet ligger tæt på skisportsstederne og alle de mange andre aktivitetsmuligheder i Tatra-bjergene. Og så har de en virkelig god og ambitiøs kok, der kan levere gourmet-mad i restauranten, som også er åben for gæster udefra.

Liptovsky Dvor bliver vurderet til 8,7/10 af brugerne.

Du kan se flere billeder og booke en overnatning lige her

God rejse til Tatra-bjergene!


Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer!

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Exit mobile version