RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Spanien » Madrid – forrygende mad og mangfoldighed
Spanien

Madrid – forrygende mad og mangfoldighed

Spanien - Madrid, huse, gader - rejser
Madrid er en madby med 18.000 restauranter at vælge mellem. Her får du insidertips til tapas, gourmet og alt det bedste fra Spaniens spisekort.
  viva cruises konkurrence 2024

Madrid – forrygende mad og mangfoldighed er skrevet af Ole Pedersen.

Spanien ferie i Madrid mad . Rejser

Frisk fisk og Michelin – kulinarisk ferie i Madrid

Madrid er ikke førstevalget for særlig mange danskere, når rejsen går til Spanien. De fleste kommer til landet for at holde ferie ved strand og vand, og det taler ikke til Madrids fordel – der er cirka 250 km til nærmeste strand.

Byen har heller ikke de verdenskendte attraktioner, som Rom, Paris eller London har. Alligevel er Madrid en fantastisk turistdestination. Og de, som vælger at besøge den spanske hovedstad, opdager hurtigt, at Madrid har meget at byde på. Særligt de mange tapasbarer og restauranter, som der er 18.000 af, gør byen er et besøg værd.

Madmæssigt er Madrid en kulinarisk korsvej. Byen har restauranter fra hver en egn og region af Spanien. Og selvom byen ligger over 250 kilometer fra den nærmeste kyst, så er Madrid et af de bedste steder i Spanien at spise frisk fisk. Det lyder måske mærkeligt, men forklaringen er, at næsten al friskfanget fisk kommer en tur forbi Madrid, hvorfra de sælges videre til markeder i resten af Spanien.

Der ankommer derfor friske fangster hver eneste morgen, og udvalget er så enormt, at Madrids fiskemarked er det næststørste i verden. Kun overgået af Tokyos Tsukiji-marked. Det store fiskemarked er dog desværre ikke åbent for besøgende.

Spanierne indtager andenpladsen på listen over de mest fiskespisende folkefærd i verden. En rangering man særligt mærker, når man besøger et af byens supermarkeder, som alle har en fiskehandler, der engageret fileterer og renser fisk og skaldyr for kunderne.

I det hele taget går madrilenerne utrolig meget op i mad. Og udover de tusindvis af lokale barer og spisesteder, der ligger overalt i byen, kan Madrid også bryste sig af at være hjemsted for en enkelt trestjernet Michelin-restaurant og hele fem med to stjerner. Her er virkelig noget for feinschmeckerne.

Spanien Madrid RejserEn varm by i mere end én forstand 

Madrilenerne er varme mennesker og gennemsyret af gæstfrihed, og på trods af begrænsede engelskkundskaber vil buschaufføren alligevel gerne hilse på dig, når du stiger ind i bussen, og grønthandlerne lægger ofte et par ekstra tomater og kartofler i posen som en slags tak for handlen.

I morgentimerne, hvor alle barer og cafeterier er propfyldte, er der alligevel altid nogen, der lige træder et skridt til siden, så også du kan få en lille plads ved bardisken. Og du skal ikke komme mange gange på det samme sted, før tjeneren kan huske, hvad du plejer at bestille.

Madrid er Europas højest beliggende hovedstad med sin placering på den spanske højslette midt i Spanien. Men selvom byen ligger 700 meter over havets overflade, er somrene lange og ekstremt varme. Allerede fra maj og helt hen til oktober kan temperaturen komme op omkring de 40 grader på de varmeste dage.

I august 2003 blev der endda målt temperaturer på hele 47 grader. Man skulle måske tro, at 40 grader er ubehageligt. Men tværtimod; varmen føles som at gå i varmestrømmen fra en hårtørrer. Den knastørre varme midt i Spanien er næsten ørkenagtig, og den fordamper al fugt hurtigere, end man tror.

Spanien . Rejser

Lavapiés: Den mangfoldige bydel i Madrid

Madrid er en by med daglige prøvelser og mennesker i vanskeligheder, men det er blevet bedre. Byen er blevet mere tilgængelig, meget mindre snavset, mere globaliseret og mere ordentlig end tidligere. Men den har heldigvis ikke mistet vitaliteten og det dejligt skøre, som altid har præget byen. Madrid er stadig overraskelsernes holdeplads på godt og ondt. Det kommer især til udtryk i bydelen Lavapiés.

I 1980’erne var kvarteret så nedslidt, at der var tale om egentlig slum, og med byens høje arbejdsløshed blev kvarteret hurtigt hjemsted for kriminalitet, narkomaner og slumstormere. I 1990’erne gennemgik kvarteret en byfornyelse, og mange af de gamle indbyggere forsvandt. I dag udgør indvandrere 60 procent af kvarterets beboere.

Lavapiés er dog stadig bemærkelsesværdigt utrendy, og stemningen er lidt landsbyagtig, selvom kvarteret ligger midt i storbyen. Senegalesiske conga-optog og indisk mad er hverdagskost i den fredelige og alsidige bydel, hvor man også fejrer ramadanen og det kinesiske nytår. Lavapiés har været byens jødiske kvarter, hvilken også sætter sit præg på området. Det er mildest talt en mangfoldig og spændende bydel.

Den berømte kirke Pías de San Fernando på Plaza Agustín Lara – eller resterne af den – er et besøg værd. I 1729 begyndte præsten Tomás Plana de San José at undervise fattige og gadebørn i skrivning og regning. Han oprettede en skole i kirken, der blev kendt over hele Europa, med plads til over 2000 elever.

Under Den Spanske Borgerkrig blev kirken næsten totalt ødelagt, men i dag er de gamle ruiner restaureret, og stedet bruges nu som bibliotek for UNED-universitet. På universitetsbygningens tagterrasse finder du i øvrigt en vældig god og populær restaurant kaldet Gau & Café, der har en fin udsigt over kvarteret.

Metro. Rejser

Markedsstemning og Madrids Christiania

Ved siden af UNED-universitetet finder du det indendørs marked, El Mercado San Fernando, der er et økologisk og alternativt gourmetmarked. Her kan du få alt: Forskellige typer håndæltet brød, økologisk frugt og grøntsager og sågar bøger, hvor du betaler pr. kilo. Du kan også spise på sympatiske barer med regionale og etniske specialiteter, og her er ølmærker fra alle egne af verden – også Danmark. I midten af markedet er der borde og stole, så du kan lave en picnic med de ting, du netop har købt.

Lige rundt om hjørnet ligger den store gamle tobaksfabrik fra 1700-tallet, La Tabacalera. Den er nu omdannet til et socialt eksperiment a la Christiania i København. Her er frivillige, som laver udstillinger, underviser indvandrere, rundviser turister, danser, spiller, skater og meget mere – et godt billede på den kulturelle dynamik i Lavapiés. Bydelen er et farverigt og spraglet mix af etniciteter, kulturer og stærke sanseindtryk – ikke mindst duften af eksotisk hjemmelavet mad.

Madrid har en tiltrækning, som er svær at forklare. Uden at have de helt store turistattraktioner – som et Eiffeltårn, Colosseum eller Akropolis – så har byen et liv og en stemning som ganske få byer på den størrelse.

Ferie i Madrid er noget, man selv skal opleve og nyde, før man rigtigt kan forstå, hvor fantastisk et sted det er.

salzburgerland, banner, 2024, 2025, skiferie, rejser
El Ritiro - park

Hvad skal man se i Madrid? Seværdigheder og attraktioner

  • Prado-museet
  • Retiro-parken (Parque de Retiro)
  • Santiago Bernabeu Stadion
  • Det Kongelige Palads (Palacio Real)
  • Thyssen-Bornemisza-museet (Museo Thyssen-Bornemisza)
  • Det indendørs marked El Mercado San Fernando
  • Kirken Pías de San Fernando

Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er redaktør Annas 7 oversete favorit-øer i Thailand!

7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6:  Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Ole Pedersen

Ole bor i Madrid på 15. år. Han har rejst i mere end 146 lande, både privat, men også med sit arbejde som freelance kameramand. I øjeblikket bruger han dog mere tid på at opleve verden end på at arbejde. Ole leger også ofte turist i sin egen by Madrid samt i resten af Spanien. Alle oplevelserne deler han gerne via sine mange billeder på instagram eller facebook, samt ganske få gange i form af rejseartikler.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.