Skanør og Falsterbo: To svenske perler i Skåne er skrevet af Maiken Ingstrup.
Øresunds svenske paradis
‘Mit lille svenske paradis’ kalder jeg de to små tvillingebyer Falsterbo og Skanør – eller Skanör, som svenskerne skriver det. De ligger begge i Skåne, så det kræver ikke meget mere end en tur over Øresund for at komme til disse to perler.
Har du også lyst til at besøge dette paradis, skal du køre over Øresundsbroen til Sverige. Når du er drejet af mod Trelleborg, lander du i et T-kryds, hvor valget står mellem Skanør til højre og Falsterbo til venstre. Du starter i Skanør.
Cykeltur i skønne Skanør
Stil bilen i Skanør ved Hotell Gäslingen. Ude foran finder du cykler, du kan leje ved Hyrenhoj for en sum af 100 svenske kroner om dagen. Lej et par gode cykler med kurv og start eventyret i dette lille paradis.
Du kan cykle ad hovedgaden mod det lokale supermarked, ICA. Bag ved dette finder du Café Stationen, som er en lille hyggelig café med udmærket mad til beskedne priser.
Fortsætter du i stedet 200-300 meter ned ad hovedgaden, møder du på din højre hånd Hotell Spelabäcken, hvor du kan få en enkel, men lækker morgenbuffet til 70 kroner. En perfekt måde at starte dagen i Skanør på.
Hovedgaden i Skanør består af charmerende gamle pastelfarvede huse. For enden af hovedgaden møder du den flotte Skanør Kirke, der er bygget i 1300-tallet og bestemt et besøg værd. Ved siden af ligger et andet hotel, Hotell Gäslingen, som også serverer mad for ikke-boende gæster.
Vi holder af at sidde udenfor ved poolen og nyde vejret og freden. Der sænker sig en helt speciel ro over en, når man befinder sig i dette lille paradis.
Hvis du har hunden med på tur, er det ikke noget problem. Hunde er nemlig velkomne på udearealet ved Hotell Gäslingen. Det er i det hele taget min erfaring, at Sverige er meget hundevenligt.
Restaurant og røgeri på havnen i Skanør
Et stykke fra hovedgaden, Mellangatan, kommer Skanørs lystbådehavn. Her er altid gang i den med flere små caféer og restauranter, samt et enkelt røgeri, der helt sikkert er et besøg værd.
Det lille røgeri i Skanør er nemt at kende. Det er en flad rødmalet træbygning med to hvide skorstene. Bare følg røgen, så kommer du til den lille delikatessebutik, hvor du kan købe din egen madkurv til at tage med videre på cykelturen.
Den lange tange ud til havnen er omgivet af naturreservatet Flommen, som er et fredet område med mange ynglende fugle og sjældne frøer. På cykelstien kan du cykle langs Flommen, som slutter ved Flommen Golfklub.
Det er en smuk og idyllisk tur, og hvis roen ikke allerede har sænket sig, så gør den det i hvert fald på cykeltruen gennem dette unikke landskab. Når du når til golfklubben, er du er velkommen til at sætte dig og nyde både mad og drikke.
Du kan også fortsætte videre til dit næste stop, der ligger lidt længere nede ad vejen – nemlig Falsterbo. Efter 3 minutter mere på cykel når du byskiltet til selve Falsterbo.
Flotte Falsterbo har det hele
Falsterbo har det hele; både brugs, et lille hotel, kirke, museum, den udendørs Café Kust – som serverer de lækreste rejemadder på smørstegt brød – samt Sveriges tredjeældste golfbane, som er berømt blandt golfspillere.
Ved golfbanen er der en bred sti, som fører ud til det gamle fyrtårn fra 1700-tallet. Fyrtårnet har åbent på forskellige datoer i løbet af året og er helt sikkert et besøg værd. Det er kun en lille rask gåtur fra golfbanen, men det er en rigtig fin seværdighed, når turen går til Falsterbo og Skanør.
Badestrande og badehytter i Falsterbo
Skanør og Falsterbo har begge nogle flotte badestrande – især Falsterbos sandstrand. Begge steder finder du de smukke badehytter i flotte farver på 2×2 meter, der lyser landskabet op.
I Falsterbo ligger hytterne gemt dels bag klitterne 100 meter fra stranden og dels inde i den lille skov nær ved stranden. I Skanør ligger hytterne tættere på stranden med en smuk udsigt direkte ud over havet.
Der er et meget rigt fugleliv i området, og fugleelskere valfarter til især Falsterbo to gange om året for at iagttage de mange trækfugle. Hvis du er heldig, kan du spotte tårnfalkene, når de ligger på deres reder.
Eftermiddagen kan sluttes af på Hotell Spelabäckan i Skanør i den tilhørende skønne baghave. Her gøres livet ekstra behageligt i den skyggefulde hængekøje eller i solen i de store loungemøbler.
Restauranten har et godt udvalg af små lækre kager, og også her kan du nyde lækre rejemadder, som synes at være en specialitet i området.
Der sker et væld af aktiviteter i Skanør og Falsterbo i løbet af året, såsom Falsterbo Horse Show og Skanör-Falsterbo Marknad, og det er værd at undersøge det, inden du tager afsted.
Byernes beliggenhed ved Øresund giver også en unik mulighed for fuglekiggeri og vandsport som windsurfing og kitesurfing, hvis man er interesseret i det.
Alt i alt tilbyder Skanør og Falsterbo en blanding af historisk charme, naturskønhed og spændende begivenheder, der gør dem til et lille paradis, der uden tvivl er værd at besøge.
God rejse til Skanør og Falsterbo i Sverige – lige over broen og til højre.
Det skal du opleve i Falsterbo og Skanør
- Skanør havn
- Skanør Fiskerøgeri
- Det unikke naturreservat Måkläppen
- De farverige badehytter i Falsterbo og Skanør
- Flommen naturreservat
- Foteviken Vikingemuseum
- Falsterbos gamle fyrtårn fra 1700-tallet
Vidste du: Her er 7 af de bedste lokale madmarkeder i Danmark
7: Grønt Marked i København
6: Økomarked i Randers
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er ekspert fra USA Rejser Nicolai Bach Hjorths top-7 oversete destinationer i USA!
7: Apostle Island, unikke øer ved Wisconsin
6: Finger Lakes, naturskønne søer i New York
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar