RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Tyskland » Ferie i Slesvig-Holsten: Dannevirke og gamle Danmark
Tyskland

Ferie i Slesvig-Holsten: Dannevirke og gamle Danmark

Tyskland Ratzeburg Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten - RejserSø Skov Rejser
Schleswig-Holstein er perfekt til en forlænget weekend og bestemt et sted, vi mener, du skal gøre dig selv den tjeneste at opleve.
  viva cruises konkurrence 2024

Ferie i Slesvig-Holsten: Dannevirke og gamle Danmark er skrevet af Rikke Bank Egeberg.

Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten - Rejser

Med toget på ferie i Slesvig-Holsten

I oktober måned oplevede jeg to nye ting: Min første togrejse ud af landet og Slesvig-Holsten som nyt rejsemål. Jeg tog toget til Kiel; en ganske behagelig togtur tværs over Danmark med to hurtige skift i Fredericia og Rendsburg syd for grænsen. Overraskende nok tog turen kun fire timer.

At tage på togrejse er en ideel transportform for familien, for her kan rejsetiden bruges på at spille kort eller tegne, alt i mens man suser igennem landskaber og forbi bilkøer. Man kan jo altid leje en bil, når man når frem.

  • Tyskland Kiel Rådhus Sø Rejser
  • Tyskland - Kiel - skulptur - rejser
  • Tyskland - Kiel - cafe - rejser

Kiel – byen der spejler sig i Aarhus

Kiel er befolkningsmæssigt på størrelse med Aarhus, og eftersom 80% af byen blev ødelagt under 2. verdenskrig, er der ikke mange hyggelige gamle huse tilbage, som du ellers finder masser af i Slesvig-Holsten regionen. Dog er byen i konstant forandring og vil gerne meget længere frem arkitekturmæssigt, og det fornemmes tydeligt i byens centrum.

Hvis du synes, at krigsskibe og ubåde er fascinerende, så er Kiel noget for dig. Det var her i Kiel, at verdens første ubåd blev bygget. I dag er fabrikken førerende inden for ubåde og krigsskibe, og samtlige lande verden over bestiller forsyninger herfra. For at blive i det maritime område, er slusen ved Kielerkanalen også et besøg værd.

Hvis du overvejer et besøg i Kiel, kan jeg anbefale Hotel Birke. Et dejligt spa- og wellnesshotel placeret en lille smule ude fra centrum. Her kan du leje hotellets Mercedes Cabriolet i en weekend for en tusse.

Hvis du benytter dig af dette, er det oplagt at besøge Ratzeburg og Mölln, som er beskrevet længere nede. Landevejen derned er et must, så I rigtig kan suge al den smukke natur til jer – med eller uden cabriolet.

  • Tyskland Kiel Lille Bryggeri Rejser
  • Tyskland Kiel Lille Bryggeri Rejser

Kiel med de mange mikrobryggerier

Skal du overnatte i Kiel, bør du besøge mikrobryggeriet Lille Brauerei. Her sidder du blandt øl-tankene på ægte fabriks-manér. Lille er et start-up, som kun har været på banen i to år, men som er blevet taget rigtig godt i mod af lokalsamfundet. På bryggeriet finder en masse pop-ups sted i form af koncerter, forestillinger og andre events.

Udenfor står et par madboder, hvor du gerne må tage maden med indenfor og spise. Disse madboder er i øvrigt også start-ups. Kiel gør meget ud af at støtte det innovative miljø, da de ønsker, at de unge skal blive i byen efter endt uddannelse.

Ratzeburg – fred og roning

Jeg må ærligt indrømme, at jeg godt kunne være blevet her i et par dage. Ratzeburg er en lille idyllisk by beliggende mellem to søer. Faktisk er der i dette område minimum 40 søer rundt omkring til at gå amok i diverse vandsportsaktiviteter.

Her i Ratzeburg ror de, og de er gode til det. De har endda et ret anerkendt ro-akademi, hvor samtlige roklubber – både nationale og internationale – kommer til for at træne.

  • Tyskland Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten - Mölln Gade huse Rejser
  • Tyskland Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten -  Mölln Nar Rejser

Mölln – landsbyen med den lille nar

Hvis du blot er på dagtur hertil, så anbefaler jeg at kombinere Ratzeburg og Mölln med hinanden, så du bruger en halv dag hvert sted. På både Waldhalle udenfor Mölln og på Der Seehof i Ratzeburg kan du nyde en frokost lige ud til vandet. Begge er hoteller, så der er selvfølgelig også mulighed for at overnatte.

Mölln er en hyggelig lille middelalderby, ikke langt fra Ratzeburg. Personligt synes jeg ikke, at byen har ret meget at byde på, udover at du kan gå en dejlig tur, drikke en kop kaffe og ellers bare nyde naturen. Det er tydeligt, at Mölln prøver at promovere sig igennem byens gamle hofnar og deres middelalderhistorie – nok også lidt for meget. Men ja, trods dette er det en hyggelig, fin by, som jeg anbefaler at besøge, hvis du er i området alligevel.

  • Tyskland Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten Mölln Gutshof Groß Zecher Rejser
  • Tyskland Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten - Mölln Gutshof Groß Zecher Rejser

Herregård med egen skov og sø

Ikke langt derfra i bil ligger herregården Gross Zecher; en fin lille blanding af svensk og tysk idyl – ja, det er faktisk den kombination, man tænker på, når man oplever stedet.

Overnatter du her på herregården har du kanoer og robåde til fri afbenyttelse. Stedet er ideelt for en familie, da herregården har lejligheder, hvor I selv kan lave mad i de fine faciliteter. Restauranten ligger i den gamle hestestald og laver rigtig god mad af sæsonens råvarer.

  • Tyskland Fehmarn Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten - Femern Arne Jacobsen Hotel Ringhof arkitektur Rejser
  • Tyskland Fehmarn Tyskland - Ferie i Slesvig-Holsten - Femern Arne Jacobsen Hotel Ringhof arkitektur Rejser

Femern – surfing og Arne Jacobsen

Med færgen fra Rødby ankommer du til Puttgarden på Femern (på tysk kaldet Fehmarn). Hvor de fleste valfarter videre ned igennem Tyskland eller måske laver et kort stop for at tømme en grænsebutik, er der nu faktisk meget hyggeligt på denne tyske ø.

Bondegårdsferie er en hyggelig familieferieform i Danmark, men lige så hyggeligt er det også på Femern. Her kan du kombinere bondegårdsferien med en masse aktiviteter såsom at lære at kite- eller windsurfe eller klatre op af Femerns berømte silo.

For de surfinginteresserede er der flere events fordelt over hele sommeren indenfor ‘SUP’, kite- og windsurfing. Oven i købet afholdes Tysklands største ‘Festival for Folkevognsrugbrød’ fra den 18.-21. juni under navnet Midsummer Bulli Festival – det er der altså også lidt surfervibe over.

Ja, Femern er et stort legeland for hele familien også for de ældre, når den årlige vinfestival finder sted i slutningen af juli.

Hvad har Arne Jacobsen at gøre med alt dette her? Jo, han har tegnet et større feriecenter, hvor du oplever den typiske Arne Jacobsen byggestil i form af et hotel, svømmehal, kulturcenter med tilhørende feriehuse- og lejligheder. I dag er mange af ferieboligerne solgt til private, men stadig få står tilbage som kan lejes.

  • Tyskland Slesvig Schleswig Gottorp Slot Rejser
  • Tyskland Slesvig Schleswig Gottorp Slot Rejser

Se Danmarks første grænse på din ferie i Slesvig-Holsten

På denne tur tog vi selvfølgelig også forbi Slesvig. Her er Gottorp Slot sjovt at besøge. Slottet ligner faktisk alle mulige andre danske slotte, men det at man finder det her i Slesvig er interessant, da det minder en om Danmarks “storhedstid” før de slesvigske krige i 1848 og 1864.

Rejser du med børn, så tjek ud om der sker noget for de små; jeg kan i hvert fald afsløre, at de har et stort udklædningsrum.

Faktisk er der en lille sjov historie fra dette slot, hvor Adam von Holstein boede. Adam var tilsyneladende temmelig fattig, ligesom de fleste kongelige i hans tid, og han friede derfor til Elisabeth I af England. Hun takkede pænt nej tak, men gav til gengæld Adam von Holstein en evig pension som afvisning.

  • Tyskland Slesvig Schleswig Danevirke Museum Rejser
  • Tyskland Slesvig Schleswig Danevirke Museum Rejser

Ingen ferie i Slesvig-Holsten uden Dannevirke

Slesvig er nok allermest kendt for befæstningen Dannevirke. Og det er et sjovt sted at opleve.

Her oplever du et lille, men utrolig godt lavet museum, der demonstrerer de historiske begivenheder, men som også sætter meget fokus på det dansk/tyske venskab og kulturfællesskab, Slesvig-Holsten og Danmark har.

I Slesvig-Holsten bor en del danskere. Regionen har blandt andet 53 danske folkeskoler og i byen Slesvig finder du også et gymnasium opført af A.P. Møller med omkring 600 elever.

Der venter en masse oplevelser til dig og familien lige over på den anden side af grænsen, og det bedste ved det er, at det er let at komme til, om det så er med tog, færge eller bil. Alle veje fører til Slesvig-Holsten.

God rejse til Nordtyskland!

find et godt tilbud banner 2023

                                                                 

Vidste du: Her er 7 af de bedste lokale madmarkeder i Danmark!

7: Grønt Marked i København
6: Økomarked i Randers
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Banner - hoteller    

Om forfatteren

Rikke Bank Egeberg

Rikke, der til daglig studerer Interkulturelle markedsstudier og med en bachelor i Spansk sprog og kultur fra Københavns Universitet, har altid været meget videbegærlig på verden. Mødet med nye kulturer og rejser til spansktalende lande står altid øverst på ønskelisten. Udover lokale busture igennem bananplantager, hvor døren altid er åben og halve farme er med som passagerer, er sejlads også en af hendes foretrukne rejsemåder med en forventning om at udforske Caribien i båd efter endt uddannelse. Rikke har iøvrigt boet i Costa Rica, Barcelona og Colombia.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.