Lago Atitlán: Et højdepunkt i Guatemala er skrevet af Amanda Rico.
Hvorfor tage til Lago Atitlán?
Vest for Guatemala City ligger Lago Atitlán. Søen er omgivet af fantastiske bjerge og et smukt landskab. Det er absolut et besøg værd, når man befinder sig i Guatemala.
Søen ligger midt i landet og cirka 2 timers kørsel fra byen Antigua. Lago Atitlán er omgivet af flere små landsbyer og vulkanerne Atitlán, Tolimán og San Pedro. Søen strækker sig over 18 kilometer og har et areal på 130km2. Og så har den nogle imponerende metermål med sin placering på 1562 meter over havets overflade og 360 meter på det dybeste sted.
Lago Atitlán med de kæmpestore smukke bjerge er en oplevelse i sig selv. Det er sejlturen samt besøgene i de lokale landsbyer bestemt også.
Mayaernes indflydelse på Atitlán
Navnet Atitlán betyder “mellem farvande” på sproget nahuatl og stammer fra det 5. århundrede, da maya-indianerne boede der. Desuden tales sproget flere steder i Mexico.
Det siges, at der engang lå en ø der, hvor søen er i dag, og den var centrum for mayaerne i flere hundrede år. De blev kaldt pajaibal-mayaerne og blev grupperet i regioner. Sidenhen er regionerne blevet til landsbyer, som ligger ud til søen. I dag er der stadig mange af de lokale, som taler maya-sprog, fremfor spansk, og hver landsby har sin egen maya-dialekt.
Mange besøgende vælger at tage et par overnatninger ved Lago Atitlán for at have god tid til at udforske og opleve området og byerne. Jeg har selv været på en heldagstur til søen, hvilket var en stor oplevelse.
Her var der god tid til at mærke stemningen, indtage en billig lokal frokost, opleve fire små landsbyer og nyde den fantastiske udsigt.
Fra Antigua til Lago Atitlán
Heldagsturen, som jeg var på, inkluderede kun transporten. Det vil sige turen med minibus fra Antigua til Lago Atitlán og retur igen, samt båden rundt på søen til 3 forskellige landsbyer. Det kostede mig i alt 300 quetzal, hvilket svarer til cirka 250 kroner.
Havde jeg ønsket en mere informativ tur med en guide, ville det have kostet lidt mere. Rejsebureauerne har meget forskellige priser, så lad være med at booke en tur ved det første bureau, du møder. Jeg var forbi seks forskellige steder, og dette var det billigste tilbud med afgang fra Antigua.
Det første stop på turen er landsbyen Panajachel. Byen er hovedbyen, hvor al sejltrafik har udgangspunkt. Fra Panajachel afgår der små både til de andre byer ved søen.
Udover byen Panajachel besøgte jeg de tre andre landsbyer ved søen: San Juan La Laguna, San Pedro La Laguna og Santiago Atitlán.
San Juan La Laguna
San Juan er en lille by, hvor der er mulighed for at købe en masse tekstiler og håndlavede ting. De lokale fortæller og viser gerne, hvordan de laver deres smukke sjaler osv. Man kan tilmed få lov til at prøve at væve selv, og for venlighedens skyld kan man jo give lidt drikkepenge som tak.
Hvis du hører godt efter, kan du fornemme deres meget anderledes måde at tale på, fordi de kommunikerer på deres egen maya-dialekt. En helt særlig oplevelse er at besøge det lokale marked, som er cirka 100 meter oppe ad bjerget til højre, når man ankommer med båd til byen. Her vrimler det med lokale handlende, og det er en sjov oplevelse at se, hvordan der sælges, pakkes og leveres.
San Pedro La Laguna
San Pedro er en lidt større by, som bærer præg af mange turister. Byen har flere hostels, barer og smarte butikker. Her er også hoteller, og det er nok den by, hvor flest turister indlogerer sig, hvis de vælger at bo ved Lago Atitlán i nogle dage.
Her kan man få god kaffe og lækre smoothies, og der er barer, som er placeret direkte ud til søen, som har en eminent udsigt til de storslåede bjerge. Byen er fyldt med små taxi-scootere, tuk-tuks, så det er nemt at komme rundt til trods for, at byen ligger på en bjergside ud til søen.
Santiago
Santiago Atitilán er den største by ved søen, hvor de taler maya-dialekten Kaqchikel. Midt i byen finder du den store katedral Iglesia de Apóstol. Her vrimler det også med tuk-tuks, og der er en særlig energi i denne by. Tempoet er højere, der er en del trafik og mange mennesker på gaderne.
Fra selve havnen kan man tage en tuk-tuk direkte op til den centrale plads i byen for kun 5 quetzal. Det vil sige for rundt regnet 4 kroner. Byen ligger på en bjergside, så der er mange niveauer, når man bevæger sig omkring. Det er nemt at fare vild, da alle gaderne ligner hinanden. Så vær opmærksom på, i hvilken retning søen er.
På ethvert gadehjørne står der kvinder, som former og klapper de populære majstortillas, mens børn går rundt med en kurv under armen og forsøger at sælge deres hjemmelavede nøgleringe.
De fleste lokale kvinder går klædt i de oprindelige farverige maya-klæder, som blandt andet består af store stofstykker, som er vævet. Stofklædet vikles om livet til en nederdel, men har mange andre funktioner. Som sjal, halstørklæder, til at bære ting i, som dug og meget andet.
For at holde stoffet fast om livet bruges et knyttet eller vævet stykke bånd som bælte, og deres bluser er meget smukke med fine broderede mønstre på. Jeg blev oprigtig glad af at gå rundt og se på så mange strålende farver.
Lago Atitlán er et besøg værd
Der er meget at udforske ved Lago Atitlán. Du kan sagtens bruge flere dage på at sejle rundt og se flere landsbyer, besøge nogle af de moderne barer i San Pedro eller sejle over og se landsbyen San Marcos. Som sagt er der mange muligheder for overnatning ved Lago Atitlán.
Rundturen gav mange indtryk. Det var fire meget forskellige byer omkring Lago Atitlán, og på sådan en heldagstur har man fået en god fornemmelse af området og landsbylivet ved søen. Det er meget autentisk og en rigtig god kulturel oplevelse.
Har du begrænset tid og skal nå at få set så meget som muligt, så er en heldagstur som minimum et must til Lago Atitlán, mens du er i Guatemala.
God rejse til Lago Atitlán i Guatemala!
Vidste du: Her er top-7 bedste naturdestinationer i Asien ifølge Booking.coms millioner af brugere!
7: Pai i det nordlige Thailand
6: Kota Kinabalu på Borneo i Malaysia
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar