Indianerne i Amazonas: Et vildt møde med Bora-folket i Peru er skrevet af Ole Balslev.
Iquitos – indgangen til indianerne i Amazonas
Iquitos er en storby med 400.000 indbyggere i det nordlige Peru midt i Amazonjunglen ved verdens vandrigeste flod, Amazonas. Det er den største by i verden, hvorfra og hvortil der ingen veje er. Man skal flyve eller sejle på floderne for at komme til Iquitos. For indianerne i Amazonas er Iquitos porten ud til verden – og omvendt.
Hvad lever disse 400.000 indbyggere dog af? Jeg ved det ikke. Jeg synes, at det er en afskyelig storby. Næst efter Bangkok er det nok den by i verden med flest tuk-tuk’er.
Der er hele året rundt cirka 23 grader om natten, og over 30 grader om dagen. Og det er en ubehagelig fugtig varme.
Nogle taxachauffører tør ikke køre til mit hostel eller ‘hospedaje’ – fordi det ligger i et farligt slumområde. Men den langhårede unge mand på hostellet sagde til mig, at der kommer politi en gang imellem, så jeg skulle ikke frygte noget.
Og jeg frygter jo næsten aldrig. Ellers kan jeg ikke rejse på den måde, jeg gør.
Fra Rio Napo til Puerto Arica – på vej mod indianerne i Amazonas
Jeg gik ned til havnen Puerto de Productores. Det lignede ikke en havn. Jeg måtte balancere på planker over vandet for at komme hen til nogle både. Jeg sejlede nedstrøms Amazonfloden på en fladbundet fragtbåd med påhængsmotor.
Den tog nogle få passagerer med for lidt penge. Folk blev sat af på stranden undervejs. Efter 3 timer hoppede jeg selv af fragtbåden ned på stranden. Så kørte jeg tuk-tuk 6 kilometer over land til landsbyen Mazan ved floden Rio Napo.
En skøn lille landsby ved denne biflod til Amazonfloden. Jeg sov på et lille, billigt, beskidt hospedaje uden rindende vand. Næste morgen sejlede jeg opstrøms Rio Napo med en færge. Rio Napo er her 1 kilometer bred. Færgen er fyldt op med hængekøjer, hvori folk sov eller slappede af.
Jeg troede, turen ville vare 6-8 timer. Og da kaptajnen sagde ‘mañana’, troede jeg, det var en misforståelse, Men turen varede faktisk 21 timer. Undervejs stoppede færgen over 50 gange ved strandbredden under klinten og læssede varer af. Og folk hoppede af.
Min plan var at sejle til, hvad jeg troede var en stor by: Puerto Arica. Og derfra ad en grusvej gennem junglen nordpå 80 km til Rio Putumaya; grænsefloden mellem Peru og Colombia.
Der er der en tidligere ‘gummilandsby’. Derfra ville jeg prøve at komme til Huitoto-indianernes landsby. Men alting gik som sædvanligt på mine rejser helt anderledes.
Ankomst til Puerto Arica. Puerto betyder jo havn, men der var hverken havn eller storby. Kl. 5 om natten i bælgmørke sejlede styrmanden færgen ind til kysten/stranden og sagde til mig, at her skulle jeg af. Jeg sagde ”no”.
Men styrmanden sagde ”sí”. Der var hverken huse eller hytter eller lys. Jeg hoppede fra færgen ned på stranden. Så klatrede jeg op ad en næsten lodret, glat, mudret 8 meter høj skrænt.
Velkommen til junglen
Jeg forestillede mig inde i junglens mørke en boa, en anakonda, en leopard og måske en kaiman i floden. Andre vilde dyr. Og alle dyrene tænkte : ”Hvad vil den dumme hvide mand dog her hos os i regnskoven? Men tak da for tilbuddet!”.
Men da så jeg to lommelygter komme imod mig. Det var landsbyens lærer og hans 15-årige søn.
Sønnen sejlede mig i en udhulet træstamme 2 km ad en biflod til landsbyen. I landsbyen var 15 hytter på pæle og cirka 150 indbyggere. Det hele var en misforståelse. Mit kort var forældet.
Jeg boede så hos læreren. Ingen talte engelsk – kun spansk. Vi spiste fisk morgen og aften og drak te. Den græsvej, der var aftegnet på mit kort, var væk.
Nu var der en dæmning 4 meter høj og 12 meter bred over sumpen. Vejen har ikke fungeret i mange år. Læreren og jeg gik 2 km ud ad den. Han fortalte, at dæmningen længere ude var groet til med buske, og midtvejs havde en flod skyllet dæmningen væk.
Jeg kunne gå turen til Rio Putumayo på 3 dage, men måtte så overnatte 2 gange, og så var chancerne for at overleve små, mente læreren.
Jeg besluttede mig til ikke at begive mig ud på den vandretur til Colombia.
Måske var vejen for 100 år siden bygget for at transportere gummiet, der blev udvundet deroppe, til Puerto Arica og videre derfra med båd ad Rio Napo til Iquitos. Eller måske var vejen også brugt til at transportere Perus militær gennem regnskoven til de mange grænsekrige mellem Peru og Colombia.
I stedet fik jeg en fantastisk oplevelse i denne lille landsby. Folk var flinke imod mig, selvom vi jo ikke rigtig kunne kommunikere. Der boede en enkelt indianer i landsbyen. I mørket klokken 20 så lærerens 13-årige søn og jeg fra pælehytten 40 meter væk to bønder, der havde fundet en anakonda-kvælerslange.
Nu prøvede de så at fange den og slå den ihjel. Jeg ved ikke, om det lykkedes. Derefter var det tid til at begive sig videre på min rejse til indianerne i Amazonas.
Jeg sov på trægulvet, men med myggenet over. Jeg kom tilbage til Iquitos med en ‘rápido’, en hurtigbåd. Den var dyrere end den ubehagelige færge, men langt hurtigere. Den 13-årige sejlede mig i den udhulede træstamme til Rio Napo.
Der gik han op på en forhøjning og signalerede med sin T-shirt til rápidoen, da han så og hørte den.
På opdagelsesvandring i junglens mystik
Søndag mødte jeg gruppen på i alt 13 danskere, som skulle tilbringe de næste to uger sammen. Mandag kørte vi i en bus sydpå fra Iquitos til junglen nær Nauta. Vi vandrede rundt i junglen i tre dage. Det var lidt en skuffelse for mig, fordi vi så ingen store dyr.
Vi så kun en lille Tamarin-abe, små giftige frøer og edderkopper og myrer og termitter samt andre insekter. På tre timers botanikvandring så vi diverse sjældne træer og buske og andre planter. Vi overnattede to nætter i primitive hytter på pæle.
Sidste dag gik vi mange kilometer i fem timer gennem junglen, indtil vi kom til floden Rio Mauro.
Den sejlede vi så et par timer nedstrøms ad. Hver dag i junglen var der heftig regn midt på dagen. Vi gik tit igennem 30 cm dybe regnpytter og balancerede på træstammer over åer. Ved en stor 10 meter bred å padlede vi over i en udhulet træstamme. Der hvor båden sejlede til, var der endelig igen en grusvej.
Her kørte vi på tuk-tuk tilbage til Iquitos.
Livet hos Bora-indianerne i Amazonas
Vi sejlede med en færge fem timer nedstrøms Amazonas til Pebas; en stor landsby otte km inde af en biflod til Amazonas, Rio Ampiyacu. Der bor 5.000 indbyggere. Ikke ret mange indianere. Næste dag sejlede vi i to smalle, lange både med påhængsmotorer opstrøms Rio Ampiyacu. Og senere opstrøms en biflod til Rio Ampiyacu, Rio Yahusyacu.
I alt sejlede vi seks timer fra Pebas til landsbyen Brillo Nuevo, hvor nogle af indianerne i Amazonas, Bora-stammen, holder til. Her boede vi i otte dage. Der er cirka 60 huse på pæle. Vi sov i høvdingen Darwins hus.
Darwin er valgt til høvding, han er 29 år og har studentereksamen. Han er meget bevidst om at prøve at bibeholde Bora-kulturen intakt nu i denne tid, hvor påvirkning udefra den moderne verden påvirker Bora-folket og alle indianerne i Amazonas meget.
Vi sov næsten alle i hængekøjer. Vi danskere blev delt op i tre madhold, der hjalp Nestors kone, Milda, plus en lokal Bora-kvinde med at lave mad. Nestor og Milda er fra landsbyen Pucaurquillo, også ved Rio Yahusyacu. Denne landsby er speciel ved, at der bor både Huitoto og Bora-indianere.
Nestor er huitoto, mens Milda er Bora. Nestor var tolk og hjælper for os, mens hans kone Milda var kok. De er begge glade og åbne mennesker, som var en meget stor hjælp for os. Bora-indianerne i Amazonas er opkaldt efter boa-kvælerslangen, som ligesom anakonda-kvælerslangen kan blive mange meter lang og lever i Amazonas.
En dag gik vi til et område i junglen, hvor indianerne dyrkede cocaplanter. Det var dog ikke et stort område. Vi hjalp indianerne fra Bora med at plukke en kurvfuld cocablade. Vi tog ikke de øverste blade og heller ikke de gule, men kun de store, grønne blade. Jeg gik de tre km til cocaplantagen gennem junglen på bare fødder. Jeg legede ‘barfodsindianer’. Det var dumt!
Næste dag måtte jeg til landsbyens klinik. Jeg fik medicin, smertestillende, vanddrivende og antibiotika. Den mandlige sygeplejerskes tamme abe sprang op på briksen til mig. Der er generatorer i landsbyen, som laver strøm fra kl. 18 til kl. 22.
Vi besøgte den gamle shaman flere gange. Han er den kulturelle og åndelige leder i landsbyen. Han er for det meste skæv af at tygge cocablade… Han fortalte et slags spændende eventyr i form af en eventyrlig skabelsesberetning. Og han forklarede, at der var en overånd, ‘Skaberen’, og mange underånder. Han trommede på en stor dobbelttromme, en kvindelig og en mandlig.
Normalt er der to shamaner; en for fred og en for det aggressive såsom krig.
Tro og traditioner
Jeg badede i floden i varmen hver eftermiddag. Heldigvis mødte jeg ingen kaimaner eller slanger i vandet. Til gengæld var der mange fiskeørne plus andre ørne og rovfugle og gribbe i træerne og i luften over mig.
Jeg besøgte en lille evangelisk kirke, hvor 10 indianere var i kirke søndag formiddag. Præsten kom for sent til gudstjenesten, fordi han havde været på jagt i junglen om natten. Vi var på mange familiebesøg, hvor vi viste indianerne i Amazonas fotos af vores liv i Danmark, og Bora-indianerne fortalte os om deres liv.
En gang blev vores gruppe delt op. De danske mænd talte med tre indianske mænd i forskellige aldre. Og de danske kvinder kommunikerede med indianske kvinder. En indianerkvinde lavede et flot bælte til mig af yuccabladstrimler.
Bora-indianerne lavede flere gaver; en dame lavede tre små tasker til mine tre små døtre, en gammel indianer lavede en kopi af et pusterør til min 15-årige søn. Tidligere gik indianerne på jagt med pusterør og skød giftige pile mod dyrene. Giften kom fra frøer eller giftige planter. I dag jager de med geværer.
Maden var noget for sig. En dag fik vi til frokost en stor junglerotte på otte-ni kilo. Mandag var vi på jagt med nogle indianere. De satte fire små rottefælder frem. Da de blev checket næste morgen, var der i en af fælderne en stor rotte.
Vi gik i en lang række igennem junglen. Den indianer, der gik forrest, blev bidt af en slange. Men den var ikke giftig; den havde nemlig runde øjne. Giftige slanger har øjne som små lodrette streger. Slangen var lille; en centimeter i diameter og en meter lang.
Grunden til, at indianeren i front ikke ligesom os havde gummistøvler på, var, at han havde et sår, idet han to dage før også var blevet bidt af en igle.
Vi så også indianernes mark. Det var ‘fæld og brænd’-agerbrug. Et kæmpe arbejde.
Træets fest hos Bora-indianerne i Amazonas
Lørdag sejlede vi i 40 minutter opstrøms Rio Yahusyacu til en mindre Bora-landsby ved navn Ancon Colonia. Den dag var der tilfældigvis en hellig animistfest, som kun afholdtes en gang om året, i marts måned.
Bagefter fik vi at vide, at vi var de første hvide mennesker, der nogensinde havde deltaget i den fest. Festen var for et specielt træ. Alle de unge mandlige indianere havde klædt sig ud som forskellige dyr, nemlig alle de dyr, der levede af træets blade, blomster og frugter.
Indianerne kom fra fem nærliggende landsbyer og var klædt ud i palmeblade, som var flænget i strimler. Og hele hovedet var dækket med en maske.
De kom på skift dansende ind i ‘mallucaen’, som er shamanens store hellige hytte, som er 30 meter i diameter og 20 meter høj. En Bora-indianer var klædt ud som en papegøje, og da han kom dansende ind i mallucaen råbte jeg ”Ole”, og ”papegøjen” svarede højt ”Ole”.
Det var et sammenskudsgilde. Alle de udklædte indianske dansere sluttede dansen med at komme hen til værtsshamanen og gav ham alle de dyr, de havde fanget i den sidste tid: Dovendyr, frøer, bæltedyr, harer, kaniner, fisk, slanger, aber, fugle, rotter. Så fik indianerne til gengæld af shamanens kone store, flade, hvide yuccabrød.
Senere på dagen og langt ud på natten var der rund-kæde-dans. Ingen instrumenter – kun dansernes fællessang. Sangen var monoton, gentagende og nærmest hypnotisk, så de dansende kom i en slags trance.
To mænd i midten styrede dansen. Udenom dem var der en stor ring af dansende mænd. Og udenom dem en kreds af dansende kvinder.Hver havde sin venstre hånd på sidemandens højre skulder.
Til festen spiste et kaninlignende dyr, et bæltedyr samt en slange og en abe. Festen varede i 19 timer. Før festen sluttede, sejlede vi i mørke klikken 22 trætte tilbage til Brillo Nuevo i den brede lange båd. I mørket tog det noget længere tid at komme hjem, for floden var smal, og vi kunne intet se.
En af mine medpassagerer var tæt på at få alvorlig ondt i sit hoved, da vi i mørket strejfede et stort træ.
Undtagelsestilstand – kaotisk afsked med indianerne i Amazonas
I Brillo Nuevo var vi jo afskåret fra omverdenen. Ingen telefon eller internet. På grund af Corona-virus blev Peru om søndagen erklæret i undtagelsestilstand med udgangsforbud. Men dybt inde i junglen i Brillo Nuevo vidste vi jo intet om dette.
Tilfældigvis fik vi det at vide onsdag eftermiddag, da der kom en båd fra Pebas. Vi skulle efter planen have sejlet til Pebas om torsdagen. Men i stedet fik vi lejet en båd og sejlede om aftenen fra Brillo Nuevo. Det måtte foregå i smug. Det blev til en noget kaotisk afsked med indianerne i Amazonas.
Da vi efter fem timers sejlads ad de små bifloder kom til Pebas, skulle vi have brændstof på motoren. Uden lys, langsomt og så lydløst som muligt gled vi ind til bredden. I Pebas har marinen en stor forlægning, hvor vi fik 50 liter brændstof på.
Her skulle vi desuden betale beskyttelsespenge/korruption for at få lov til at sejle videre. Dette gentog sig tre eller fire gange undervejs. Bagerst i båden sad en bevæbnet mand som beskyttede os. Vi følte os som bådflygtninge. Men alt det var dog ikke det værste.
Ude på den store Amazonflod sejlede vi i fuld fart opstrøms mod Iquitos i nattens mørke.
Pludselig sejlede vi over to store træstammer. Det gav gevaldige bump og hop. Jeg troede, at der var gået hul i bunden af båden. Hurtigt orienterede jeg mig om, hvor flodens nærmeste bred var.
Amazonas er flere kilometer bred, og hvis båden sank, måtte jeg jo svømme til den nærmeste bred.
I floden er der kaimaner, og på bredden anakondaer og boaslanger. Men heldigvis gik det ikke så galt. Vi kom til Iquitos klokken syv om morgenen og fik styrmanden til at sejle helt hen til vores hotel. Vi gik op ad nogle trapper til en asfalteret plads, over den og ind i hotellet, hvor vi var i sikkerhed.
Senere fandt vi ud af, at en person havde taget fotos af os og sat på Facebook med teksten ”Gringo’er ankommer til Iquitos – de har været i kontakt med asiatere”. Tilsvarende løgne om os var også i den lokale radio. De fleste af os var indespærret på hotellet i 21 dage, før vi blev evakueret med forskellige fly.
Bortset fra et par stykker, som mest havde travlt med at komme hurtigt hjem, var der et fint og unikt sammenhold i danskergruppen. Vi fik god hjælp af Huitoto-indianeren Nestor og hans kone Milda, samt Bora-indianeren som lavede mad til os.
Det værste ved indespærringen på hotellet var vores magtesløshed. Det, at vi intet selv kunne gøre noget ved vores situation. Så derfor var det godt, at gruppen til det sidste holdt sammen. Bertha, en dansk-peruvianer var med som tolk. Hun bidrog også fint til at vi alle holdt modet oppe. Sammen med Betina var Bertha de sidste, der blev evakueret.
Alle kom hjem, og ingen af os vil glemme vores eventyr i Peru hos indianerne i Amazonas.
5 fantastiske seværdigheder i Amazonas, Peru:
- Manu Nationalpark
- Iquitos
- Pacaya-Samiria Nationalpark
- Amazonasfloden
- Chachapoyas og Kuelap-fæstningen
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig!
7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen: