Vejle og omegn – på cykel rundt i danmarkshistorien er skrevet af Jens Skovgaard Andersen.
Igennem historien fra Egtvedpigen til Olafur Eliasson
Vejleegnen er Danmarks cykelegn nummer et. Det mener de selv, og det kan vi kun give dem ret i. De smukke naturområder med masser af cykelruter, der er nemme at følge, det bakkede landskab, der får dig op at stå i pedalerne og ikke mindst de historiske omgivelser, som giver masser af muligheder for spændende og lærerige stop undervejs – det hele er en del af pakken i smukke Vejle og omegn.
Bølgende marker med korn og køer, tætte nåleskove, hyggelige søer og snoede vandløb følger dig på cykelturen, og det bakkede landskab giver mange imponerende udsigter over egnen.
At Vejleegnen kan noget særligt for både cyklister og cykelryttere understreges af, at selveste Tour de France kommer igennem området i 2022, når hele cykelverdenen kommer til Vejle. Også i 2021 er der fint besøg, når de danske mesterskaber køres med udgangspunkt i Give.
Over hele regionen finder du virksomheder, som kan være behjælpelige med lapning, cykelkort, vand og toilet – de er samlet under paraplyen Bike Friends Vejle.
På vejen rundt på ruterne kan du ikke undgå at møde Danmarkshistorien helt fra Egtvedpigen fra bronzealderen til moderne arkitektur i havnen i Vejle, som verdenskendte arkitekter som Henning Larsen og Olafur Eliasson står bag. Derimellem kan du møde både Harald Blåtand og Madam Blå og forkæle dig selv med både whisky i verdensklasse og hjemmelavet økologisk is.
Alt dette er endda bare smagsprøver på det, der venter dig på turen rundt i Danmarks cykelegn nummer et. Spænd cykelhjelmen og tag familien under armen – nu starter cykelturen.
Slå et smut forbi Egtvedpigens gravhøj og bestig Harald Blåtands bro
Hvis du starter turen i Vejle – hvor du også kan leje cykler – så følg cykelruten ud af byen mod vest langs åen. Det er en utrolig smuk tur, når du triller langs åens klukkende vand, og asfalten er perfekt til at få benene i gang stille og roligt uden de store strabadser.
20 kilometer vest for Vejle ligger den lille by Egtved, som for alvor kom på danmarkskortet for 100 år siden, da en landmand i byen gjorde det fund, som vi kender som Egtvedpigen.
Den 3500 år gamle pige, som blev begravet i en gravhøj uden for Egtved, kan ses på Nationalmuseet i København, men hendes gravhøj er restaureret, og du kan lære mere om hende i et lille museum. Et oplagt stop på vejen, når du alligevel kommer forbi.
Ikke langt derfra står en ufærdig træbro ved siden af den gamle stationsbygning i Ravning. Broen er en rekonstruktion af den bro, Harald Blåtand fik sine vikinger til at bygge over Ravning Enge cirka i år 980. Broen var en enorm konstruktion på den tid, og det er værd at stoppe op og tænke over, hvilken imponerende struktur, det har været.
Resterne af den oprindelige bro – nogle af de store tykke stolper, som holdt broen oppe – kan du se i Jelling, som var Harald Blåtands by. Her skal du også hoppe af cyklen og se dig lidt omkring – det vil du blive glad for.
Jelling – Kongerigets krybbe
Du har helt sikkert allerede stiftet bekendtskab med Jellingstenene – og hvis ikke, så kig på første side i dit pas, hvor en af dem er afbilledet. Både den store og den lille Jellingsten står lige uden for døren af Jelling Kirke i midten af byen, som ligger nordvest for Vejle.
Kirken står midt på et stort og flot indrammet gravområde fra vikingetiden, og Gorm den Gamle ligger efter sigende under kirken. Det er stadig ikke alt, der er udgravet, og jorden rummer helt sikkert stadig spændende hemmeligheder om vores tidlige historie som land.
Lige præcis dette sted er en meget vigtig del af vores fælles historie, og du bør klart aflægge både stenene og det flotte museum lige ved siden af et besøg. Her får du Danmarkshistorie direkte ind i sjælen.
Når du alligevel er i Jelling, så kan du lige så godt fylde depoterne op med mad og drikke fra den hyggelige Café SEJD, kroen eller Pandekagehuset, som alle ligger som naboer til monumenterne.
Se meget mere om Jellings seværdigheder her i vores guide til oplevelser i den historiske by
Et paradis for samlere af hvad som helst – og idylliske udsigter
Nordvest for Egtved ligger et lille stykke af den historie, vores bedsteforældre husker, fra de var børn. I den gamle købmandsgård i Bindeballe rejser du med et tilbage i tiden til dengang, hvor en krone var mange penge.
Bindeballe Købmandsgaard er både en købmandsbutik, som de altid har set ud i de små stationsbyer, og samtidig et helt fantastisk museum af alt mulig forskelligt. På de hundrede år gamle hylder finder du alt fra tobaksdåser til tændstikæsker, fra Madam Blå til Rød Tuborg og fra emaljeskilte til erstatningskaffe.
Det er umuligt at få overblik over det hele, så gå bare på jagt og se, om ikke nostalgien prikker dig på skulderen. Samlingen fylder det hele både ude og inde, så hvis du vil købe noget i købmandsbutikken, så spørg lige først, om det er til salg.
Inden du cykler videre, så må du ikke snyde dig selv for en gang kaffe og kage i kaffestuen i gården – vi kan varmt anbefale rugbrødslagkagen, som de er verdenskendt for i lokalområdet.
Kører du nordpå fra Bindeballe, rammer du den smukke Engelsholm Sø. På den ene side af søen ligger renæssanceslottet Engelsholm Slot, som blev opført af astronomen Tycho Brahes bror Knud i 1500-tallet, og som i dag er højskole.
Et godt sted at nyde udsigten over søen, slottet og landskabet er fra Nørup Kirke, som troner højt oppe i landsbyen med samme navn. Knud Brahe er begravet i krypten under kirken, som stammer fra 1200-tallet. Uanset om du vil se kirken indefra eller nøjes med udsigten over sø og land, så er det et fint stop på vejen – især efter at du er nået op til toppen af bakken.
Lokale lækkerier til store og små på turen
Vejle og området rundt om er ikke kun et perfekt sted for øjnene og sjælen. Også maven skal forkæles på vejen rundt på cykelruten.
Sæt kurs mod den lille by Farre mellem Givskud og Billund. Her finder du et lille lokalt whiskydestilleri, Fary Lochan, som har fået stor opmærksomhed i både ind- og udland og med god grund.
Både de kræsne whisky-connaisseurs i Skotland og den verdensberømte restaurant Noma i København, som er en af verdens bedste restauranter, har haft ordrebogen fremme for at få fat i Fary Lochans helt specielle produkter. En whisky røget på brændenælder fra haven er en af specialiteterne, og der er mange andre lækre sager på hylden.
Destilleriet er et rigtigt familieforetagende, og det hele er håndlavet og med kærlighed til whiskyen som absolut hovedingrediens. De laver ikke mange flasker om året – og det kan både mærkes og smages, at der bliver kælet for hver enkelt bryg.
Du kan få en tur på destilleriet af familien, og det er et rigtig godt sted at holde en kort – eller lidt længere – pause, inden turen går videre på stier og veje.
Et par kilometer derfra kommer du til Engmarksgården, hvor begejstringen nok skal stige hos de yngre i familien. Udover nogle rigtig legesyge hunde og nysgerrige køer er det helt store trækplaster på gården Engmark Is.
Ismejeriet med egen isbutik byder på lækker økologisk is, som er så lokalt, som det kan blive. Mælken kommer fra gårdens egne køer, og ingredienserne kommer fra lige uden for døren. Så er der noget ved at cykle – også når det er varmt.
Vejle – natur, cykeltur og arkitektur i verdensklasse
Omdrejningspunktet for cykelruterne er Vejle. Flere ruter starter i byen, og det er her, du har både gode togforbindelser til hele landet og et stort udvalg af kulturelle tilbud. Du kan leje almindelige cykler her, og hvis du er til el-cykler, kan du få Vagabond Tours til at hjælpe dig.
Cykelturen ind og ud af Vejle er virkelig flot, uanset om du bestiger den lange bakke og tager mod Jelling, følger fjorden på nord- eller sydsiden, kører nordpå gennem Grejsdalen eller triller langs Vejle Å ud mod Egtved. Landskabet rundt om byen er helt specielt, og du kan virkelig nyde det hele fra cyklen.
I selve Vejle er der rigeligt at lave for familiemedlemmer i alle aldre. Tag på shopping i de hyggelige gågader, forkæl dig selv og familien på en af de mange stemningsfulde caféer, oplev moderne kunst på Vejle Kunstmuseum eller kig på arkitektur i verdensklasse på havnen.
Et ikonisk byggeri, som er blevet symbol på Vejle, er Bølgen, som er tegnet af den verdenskendte arkitekt Henning Larsen. Den er ikke til at overse med sin beliggenhed i bunden af Vejle Fjord. Lige ved siden af har lige så verdenskendte Olafur Eliasson bygget det lige så ikoniske Fjordenhus, som tager kampen op om at være Vejles arkitektoniske maskot.
Hvis du skal blive i Vejle natten over, så tjek Musikteatrets program, og ellers kan du fornøje dig med lidt gamling på casinoet på sydsiden af fjorden. Det er da ikke den værste måde at runde en smuk historisk cykeltur af på, er det?
Find mange flere guides og tips til ferie i Danmark her
Rigtig god cykeltur og rigtig god ferie!
RejsRejsRejs var inviteret af VisitVejle. Alle holdninger er som altid vores egne.
Vidste du: Her er 7 af de bedste lokale madmarkeder i Danmark!
7: Grønt Marked i København
6: Økomarked i Randers
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
Tilføj kommentar